21. august 2003

I dag er det torsdag den 21. august, og det er i aften vi skal til Tattoo. 

Alle sov så længe, som de nu havde lyst, og ved 11tiden skulle vi i samlet flok med bussen ind til Edinburgh. Vi købte en 1-dags billet, så vi både kan komme hjem til pladsen igen i eftermiddag og ind igen i aften til Tattoo. 

 

Vi stod af i nærheden af The Miles og gik op ad den og så en masse gøgl, og gaden var fuld af turister. 

Vi var også inde og prøvesmage i et whisky center.

Vi endte oppe ved The Castle og gik rundt og så på pladsen, hvor vi skulle komme tilbage om aftenen og se Tattoo. Vi var ikke inde og se slottet, men der er en vidunderlig udsigt heroppe fra.

På vej tilbage fandt vi en pub, hvor vi fik noget fadøl. Jeg tror, det var der, vi fik McQuan Eksport for første gang.

Derefter tog vi med bussen hjem og vi tog fra byen ¼ over 3.

 

 

 

 

 

De andre tog en lille vandretur mere og ville så komme senere. Vi kvajede os grundigt, idet vi kom til at tage bus 31, men i den forkerte retning, så vi endte ude i Nordvest kvarteret af Edinburgh, og undervejs gik det op for mig, at vi var stået på den forkerte bus. Jeg snakkede lidt med buschaufføren og han ville vejlede os, når vi kom ind til centrum igen. 

 

Det viste sig, at han vist skulle køre i garage, og det sidste stykke vej, var vi de eneste passagerer i bussen, han kørte os simpelthen ud til Mortonhall på vej til garagen, og da havde vi så kørt med ham i 2 timer, så det var en fiasko/succeshistorie. På denne tur har vi alle lov til at kvaje os en gang imellem.

 

Nå, men vi nåede da heldigvis hjem i tide, for det var jo os , der havde billetterne til Tattoo, så hvis vi ikke var nået hjem inden vi skulle af sted igen, så havde helvede været løs. Vi var hjemme ved 5-tiden, og allerede ½ 7 skulle vi gå op til bussen igen for at være inde i byen i god tid.

 

Lige da vi var kommet derind, mente vi faktisk, at vi var kommet 1 time for tidligt, men det viste sig, at der var køer på begge sider af The Miles på fortovene op mod The Castle.

 

En kvindelig politibetjent så, at fruen gik med stok, og vi fik lov til at gå længere frem end de øvrige, så vi kunne komme på plads inden den store mængde af tilskuere kom på plads. Der var næsten 9.000 tilskuere og pladserne var meget snævre. Vi kunne næsten ikke røre og. Knæene gik imod foran, og vi sad skulder ved skulder. Flere af os fik vist en slags krampe i ryg og lægge og ben, men kom da alle sammen over det.

          

       

 

Det var et meget flot Tattoo og det holdt tørvejr, selv om det længe så ud til regn. Det blæste voldsomt. Vi havde taget både Helly Hansen og vores regntøj på/med. Forestillingen sluttede med et meget flot fyrværkeri.

 

 

Efter forestillingen var der en del tids ventetid, indtil vi fik fat i en  taxa hjem til pladsen og fik en natkassebajer og et par madder.

Og nu er vi godt trætte og lidt ømme i knogler og led og skal i seng. Kl. er nu 12.30 og vi skal til køjs. Tak for en god dag. Der er lige nu drivende skyer og en dejlig stjernehimmel, så det er en dejlig aften.

Video: Tattoo (256 Kbit/sek)

Tilbage Næste