22.marts

Klokken er nu 20.50, og vi har igen haft en dejlig dag. Vi stod op 6.45, fordi vi skulle være klar kl.9 til dagens køretur. Vi skulle ned og se en kirke på en bjergvæg og derefter besøge en vinbonde med frokost og vinsmagning og mulighed for at købe vine. 

Turen gik over på den modsatte side af Gardasøen, altså østsiden, hvor vi skulle køre til Mori. Derefter ad små hårnålesving op til Brentonico og videre opover San Valentino og Roca di Lavene, nogle højdepunkter, hvoraf de højeste er  1.783 meter over havet, men den vej vi havde planlagt var spærret af is og sne, så vi måtte vende om.

 Vi prøvede så en anden vej lidt længere nede, men den var også spærret af is og sne, så til sidst måtte vi tage en 3. bjergvej ned igen mod Avio.

Der var nu gået så megen tid med disse omkørsler, at vi ikke kunne nå kirken i Spiazi, så vi kørte til Belluno, hvor vinbonden boede. Parkeringspladserne udenfor var imidlertid så optaget af biler, at vi måtte køre lidt syd for byen, hvor vi fandt en parkeringsplads i nærheden af en kirkegård.  

 Her holdt vi en pause på ca. 1 times tid, hvorefter vi kørte til vinbonden til den aftalte tid kl. 13.30.

 Nu var der plads, og bordet var dækket og vi fik en tallerken med forskellige italienske pølser og ost, og vi smagte samtidig på 2 hvidvine og derefter flere rødvine, og til sidst en dessertvin.

 Hovedretten var pastasovs med rensdyrkød. Det smagte godt i starten, men ved nærmere eftertanke, var det nu ikke rigtig vores livret. Vi fik undervejr og brochurer på de forskellige vine og kunne derefter købe. Vi købte 3 flasker rødvin og 3 flasker dessertvin. 

Derefter var tiden så fremskreden, at vi kørte hjem igen i stedet for at tage til det planlagte besøg i kirken på bjergvæggen og var hjemme igen ca. 15.30. undervejs hjem fik vi en SMS, om at Mona og Birger og Allan og Keti var på vej og ville lande snart. Alle nåede dog at komme hjem på pladsen inden de kom. Det lykkedes os at få dem ned på plads uden problemer, og vi fik en god snak med et par dåseøl, hvorefter de fleste gik hver til sit. 

2 stk. smørrebrød til aftensmad ca. 19.30, derefter dagbog m.v. og tidligt til køjs. Tak for i dag.

Jeg kan lige føje til, at de to sidst ankomne vogne var kommet hertil uden problemer. Birger havde dog haft problemer med sin TomTom, og til sidst røg den i Gardasøen ved et uheld, men Chr. jokkede ud i vandet og hentede den. Så nu ligger den til tørre med fjernede batterier, og jeg er spændt på om den PDA kommer til at virke igen.

Tilbage Op Næste